Det indre ur hos vores driftschef i Esbjerg og Aarhus, Tonny Eckhardt, har nu tikket i mere end et år.

Her i foråret fejrede vi, at det var to år siden vi overtog vores behandlingsanlæg i Aarhus og Esbjerg og for alvor blev en spiller i markedet for behandling af farligt flydende affald. Det giver selvfølgelig anledning til at stoppe op og reflektere lidt over, hvor langt vi faktisk er nået siden overtagelsesdagen.

Da vi overtog anlæggene var det inklusiv flere medarbejdere med meget høj anciennitet på fx 30, 15 og 14 år. Deres mange års erfaring med driften har været en uvurderlig ressource!  Samtidig har vi efter overtagelsen udvidet vores medarbejdergruppe i det jyske med flere nye kapaciteter. Dermed har vi også fået helt nye input og stærke fagligheder i spil. Især vores nye driftschef, Tonny Eckhardt, har det seneste halvandet år drevet en stor gennemgang af begge de jyske anlæg. 

Tonny arbejder med det han kalder ‘det personlige årshjul’. I den betydning at han har en forståelse for problematikker, der er opstået og måske kan opstå hen over et år.

“Nu har jeg været med året rundt, og mit mål er, at vi ikke møder de samme problemer igen og igen” siger Tonny. “Nu starter vi på en frisk og følger vores års-vedligeholdelsesplaner opbygget over det sidste år, støder vi på nye ting, bliver de langsomt tilføjet.” 

Det er ikke nyt for Tonny at arbejde med denne slags planer, da han i mange år har sejlet som maskinmester på skibe rundt om i verdenen. Her er der konstante inspektioner og det er vigtigt at man har styr på sine egenkontroller.

 “Esbjerg er jo et 25 år gammelt anlæg, det betyder at der er dele der har været i gang i mange år efterhånden. Senest hvert 10 år skal der fx laves synskontrol af tankene, men vi har opsat egenkontrol hver 12. måned. Det er også noget vi havde til søs på de tankskibe jeg har været på. Der er generelt meget mere kontrol på skibe – og det er det jeg vil overføre til systemet her på landjorden”
Stemningsbillede fra tankgården i Esbjerg. Det er vigtigt at få tjekket tanke løbende, så der ikke opstår fejl eller læk.

Udover gennemgang af tankene i tankgården har en gennemgang af centrifugerne på anlægget været vigtig.

Vores centrifuger i Esbjerg. De bruges til udskillelse af olie, og er særligt vigtige for produktionen af upcyclet fuel oil.
“Det første vi havde fat i her i Esbjerg, da jeg startede hos Nordic Oily Waste, var centrifugerne. Nu laver vi en komplet overhaling af centrifugerne i februar og marts hvert år. Så ved vi, at de snurrer 100% som de skal efter bogen, når sæsonen virkelig starter. Vi har samtidig fået installeret ny overvågningsteknologi, så en afvigelse fra baseline-vibrationen udløser en alarm, eller systemet stoppes helt. Vi kan så foretage almindelig fejlfinding, og hurtigt komme videre i processen

Fokus på vedligehold har også ledt til et stort fokus på sikkerhed – noget Tonny også har med sig fra sin tid på havet. 

“Altså der er meget, meget højt fokus på sikkerheden til søs, for når du ligger derude på skibet langt væk fra alting, så kan du ikke lige ringe efter hjælp. Herhjemme kan man altid slukke, køre hjem, og så komme tilbage udhvilet næste morgen. Det kan man ikke på et skib, og det sidder altid i baghovedet på mig.”

Derfor har Tonny haft et stort fokus på at få automatiseret en masse i forhold til sikkerheden. Der er sat vibrationsmålere på centrifugerne, kommet nye brandalarmsystemer og nye nødstop. Alt sammen i et system, så hvis der går en alarm, kan man lave et fjernstop af anlægget eller dele af anlægget direkte på mobilen. Men Tonny føler stadig ikke han er helt i mål endnu.

Vores driftschef Tonny i arbejde på Aarhus anlægget sammen med Ilker, der har arbejdet på anlægget i snart 17 år.
“Der har været store og små skridt undervejs og vi er ikke i mål endnu. Hele tiden skal der tages stilling til vedligehold, drift, opgraderinger, sikkerhed og alt muligt andet der imellem. Vi arbejder med et komplekst system, med mange dele, der skal serviceres, og tingene griber om sig, og så skal vi hele tiden tilføje til vores system.”

Vi er glade for vores dedikerede driftsleder. For det er vigtigt at få den slags eftersyn sat i system, så der ikke pludselig opstår uventede nedbrud. Det er bedre at være på forkant, i stedet for at skulle reparere lige nu og her. Det har stor betydning for driftssikkerheden og for arbejdsmiljøet, for alle der er med i den daglige drift af vores jyske anlæg.

Facebook
LinkedIn

Læs flere nyheder

Nordic Oily Waste leverer igen i år positivt regnskab

på trods af udfordringer grundet ændrede lovgivningsmæssige forhold.

Regnskabsåret 23/24, som netop er afsluttet i Nordic Oily Waste gruppen, viser, at vi i år har øget driftsindtjeningen, men ændrede lovgivningsmæssige forhold koster på bundlinjen.

Nordic Oily Waste får ny direktør

Den samlede vækst i Rinaldo Holding koncernen har åbnet for en udskiftning i ledelsesposterne i flere af koncernens selskaber. Intern rekruttering skal sikre opretholdelsen af retningen for virksomhederne og fortsat vækst for de enkelte selskaber samt koncernen som helhed.